Essay: Flygtighed og fastholdelse

Af Trine Heide

Der er noget ved glas, jeg aldrig helt har kunnet slippe. Dets tilsyneladende gennemsigtighed. Dets illusion af at være åbent og ærligt. Men også dets evne til at forskyde og forvride – at forvandle lys til noget andet og noget mere. Måske er det netop det dobbelte, der fascinerer mig. Eller måske er det, fordi jeg kommer fra musikkens verden, hvor alt er flygtigt, og hvor intet – uanset hvor præcist det er formet – kan fastholdes.

Som kunstnerisk leder og producent i operakompagniet Kind Of Opera, arbejder jeg til daglig i musikken. Jeg er optaget af at udforske og udvide koncertformater og performative møder indenfor den klassiske musik. Men jeg har længe båret på en misundelse af billedkunsten, museer og gallerier. Over deres evne til at strække oplevelsen ud i tid. At give publikum mulighed for at vende tilbage. Betragte. Se fra flere vinkler. Tænke, tale, sanse – imens værket stadig er der. Alt det, man ikke kan til en koncert. Når musikken er slut, er den væk. Og alligevel længes jeg efter, at den kunne få lov at blive. Så jeg kastede mig ud i at lave en udstilling.

Musikalske linjer
Udstillingen Transparence udspringer af et ønske om at lade et værk få lov at folde sig ud over tid. Ikke som kulisse for en koncert, men som en selvstændig, sanselig dialog med den. Udstillingen er en del af Solo Sessions – et tværkunstnerisk koncertformat, hvor musik møder visuelle kunstarter. Til en kommende koncert med akkordeonisten Andreas Borregaard, har jeg inviteret den franske kunstner Marion Clavier til at skabe tre nye værker som visuelt indrammer solisten.

Marion Clavier arbejder med et ældgammelt håndværk, som i dag næsten er forsvundet fra den samtidskunstneriske scene: blyindfattet glas. En teknik, der kræver præcision, tålmodighed og en særlig sans for struktur, rytme og lys. Hver enkelt farvet glasflade er skåret, tilpasset og holdt på plads af metal. Ikke for at lukke det inde, men for at give det form. Det er en teknik, der bærer historien med sig – men hos Clavier får den nyt liv.

Hendes værker er ikke fortællende i traditionel forstand. De er ikke religiøse tableauer eller dekorative paneler. De er abstrakte, men intense. Musikalske. Farverne føles som akkorder. Blylinjerne som en komposition.

Et rum, der kan genbesøges
Jeg har længe ønsket, at musikken kunne få lov at eksistere i et længere spænd. Ikke kun i det performative øjeblik, men i et rum, hvor efterklangen kan vare ved. Transparence er et forsøg på det. Derfor er udstillingen også tænkt som en optakt. En slags visuel fornemmelse for det, der skal komme. De tre værker, som Clavier har skabt specifikt til koncerten Solo Sessions #2 – Andreas Borregaard, står som reflekser af musikken, før den overhovedet har lydt. Og måske – forhåbentlig – vil de blive ved med at klinge, efter at den er forstummet.

Det føles vigtigt at skabe den slags forbindelser. Ikke bare mellem kunstarter, men mellem sanser. Og mellem det, vi kun kan opleve et øjeblik – og det, vi kan vende tilbage til.

Lys som sprog
Marion Clavier siger, at det, der fascinerer hende, er lysets daglige metamorfoser. Dets evne til at forvandle alt, uden at ændre sig selv. Jeg forstår det. Og jeg tænker, at glas i hendes hænder bliver noget mere end et materiale. Det bliver en tilstand. En invitation til at se – og at blive set. Ikke som i et spejl, hvor vi søger os selv, men som i en prisme, hvor vi opdager noget nyt.

Måske er det så det, Transparence i sidste ende handler om. Ikke at gøre noget gennemsigtigt – men at skabe et rum, hvor transparens er noget, vi er sammen om. Hvor vi sanser forskelle i intensitet, i nærvær, i farve. Og hvor vi får lov at lade noget forblive. Bare en stund.