RAPHAËLIS
Et flerårigt forsknings- og praksisprojekt om den klingende kulturarv fra Roskilde Domkirke
OM PROJEKTET
Roskilde Domkirke rummer et af Danmarks ældste og mest markante orgler – Raphaëlis-orglet – og har i århundreder været et musikalsk, teologisk og politisk centrum i Danmark. Alligevel findes der ingen samlet forståelse af, hvordan musik faktisk lød i og omkring domkirken i tidlig moderne tid, eller hvilken betydning musikken havde i samtidens hverdagsliv og ceremonier. Det ønsker Raphaëlis-projektet at råde bod på – ikke kun gennem forskning i arkiver og historiske materialer, men også gennem koncerter, udgivelser, lydformidling og undervisningsaktiviteter.
Projektet forløber over fire år og er et samarbejde mellem Det Kongelige Bibliotek, Roskilde Domkirke, Kind Of Opera, ROMU, Concerto Copenhagen og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Projektgruppen består af: Musikforskere Peter Hauge og Bjarke Moe, redaktør Claus Røllum-Larsen, domorganist Bine Bryndorf og producent Trine Heide.
Projektets praksis- og formidlingsdel bygger på idéen om, at kulturarv først for alvor bliver meningsfuld, når den får klang og liv i nutidens kontekst. Her kombineres kildekritiske analyser med eksperimentel musikhistorie, kunstnerisk nysgerrighed og nutidige formater for publikumsmøder. Det er et projekt, der insisterer på, at musik ikke bare kan læses – den skal lyttes til.
Projektet er støttet af Augustinus Fonden.
NYHEDER
Pressemeddelelse 14.01.2026
Med 4,8 mio. kr. fra Augustinus Fonden i ryggen skal projektet Raphaëlis på Det Kgl. Bibliotek gøre os klogere på den klingende kulturarv fra Roskilde Domkirke. Det er samtidig et markant økonomisk løft til musikforskningen i Danmark.
“Vores kulturarv er uhyre vigtig – den gør os klogere på os selv, på Danmark og på vores plads i verden, og den er med til at binde os sammen som folk. Vi er glade for at være en del af det spændende projekt, hvor fagligheder arbejder tæt sammen for at vække kulturarven fra Roskilde Domkirke til live, så den kan opleves af alle interesserede. En stor tak til Augustinus Fonden for den flotte bevilling,” siger Bente Skovgaard Kristensen, direktør for Det Kgl. Bibliotek.
Roskilde Domkirke har i snart 800 år haft en afgørende plads i Danmarks historie. Trods domkirkens centrale betydning findes der i dag ingen samlet viden om den musik, der har lydt under domkirkens hvælvinger – og som har samlet og bevæget danskerne gennem mange hundrede år. Det skal det nye forskningsprojekt ændre på.
Som en del af projektet vil operakompagniet Kind Of Opera og Roskilde Domkirke, der har taget initiativ til projektet, i tæt samarbejde med musikere fra Concerto Copenhagen vække musikken fra Roskilde Domkirke til live – så de toner, der samlede folk for 500 år siden, også i de kommende år vil kunne opleves af danskerne på ny.
Hent pressemeddelelsen her.
klingende kulturarv
·
klingende kulturarv ·
Projektet kombinerer banebrydende musikforskning, eksperimenterende musikalsk praksis og publikumsorienteret formidling for at gøre en usynlig og uhørt del af Danmarkshistorien hørbar og nærværende.
Formålet med formidlingsdelen er at omsætte ny viden til oplevelser, der engagerer både den brede offentlighed, studerende og professionelle musikmiljøer. Det sker gennem koncerter i Domkirken, indspilninger og udgivelser, en podcastserie, en bogudgivelse, en lydintegreret udstilling i samarbejde med ROMU, samt praksisbaserede workshops for studerende. Disse aktiviteter giver historien klang, krop og nutidig relevans – ikke som museum, men som levende erfaring.
Projektet finder sted i perioden 2026–2030.
Siden januar 2024 har projektgruppen mødtes fast og løbende involveret en lang række nøglepersoner fra arkiver, kirkelige og musikalske institutioner, forskningsmiljøer og lokale aktører. Med modningsmidler fra Augustinus Fonden i foråret 2025, igangsatte gruppen en systematisk kildegennemgang og en dialog med forskere og praktikere, som kulminerede i symposiet i maj 2025.
Symposiet blev planlagt med lige dele forskningsfokus og musikalsk praksis. Oplæggene omhandlede teologi, liturgi og orgelhistorie; arkitektur, kunst og ceremoniel praksis; samt en afrundende diskussion om fremtidige forskningsspor.
Midtvejs i programmet blev musikken selv sat i spil: I Roskilde Domkirke fremførte et ensemble under ledelse af Bine Bryndorf musik rekonstrueret ud fra historiske fragmenter – blandt andet fundet som bogbind til gamle bøger fra Roskilde Katedralskoles bogsamling. Koncerten var ikke blot en illustration, men en metode for det kommende projekt. Den gav deltagerne en kropslig og rumlig forståelse af, hvordan klang og rum smelter sammen – hvordan lyd kan rekonstruere viden, hvor kildematerialet tier.
Video fra symposium i projektets udviklingsfase maj 2025
Hent en rapport om symposiet her.
Musikken er uddrag fra symposiets koncert:
- Andreas Hammerschmidt (1611-75) fra Musikalische Gespräche über die Evangelia, 1655: ”Warlich ich sage euch”, HaWV 495
- Dietrich Buxtehude (1637-1709): Sonate for to violiner, gambe og basso continuo, BuxWV 266
Medvirkende:
Bine Bryndorf, orgel
Aureliusz Golinski, barokviolin
Justyna Skatulnik, barokviolin
Anna Bator, viola da gamba
Christine Nonbo Andersen, sopran
Anna Caroline Olesen, alt
Luis Toscano, tenor
David McCune, bas
Videoen er filmet og klippet af Phillip Jørgensen.
Himmelens toner og englenes sang
i den yndigste vellyd
Orglets klang kommer nær,
det som for nylig er bygt.Lindre det kan den fortvivlede sjæl
og bedrøvede hjerter,
Navnlig berørt af en hånd,
som er forfaren i kunst.Men når os jordisk musik
kan bringe så ophøjet glæde,
Hvad da med himmelsk musik,
som er vor evigheds lod?
— Digt om Raphaëlisorglet (1550) af Hans Lauridsen, kannik ved Roskilde Domkirke