OM OS
Kind Of Opera er et operakompagni for fremtidens klassikere
Kind Of Opera udforsker rammerne for opera og klassisk musik gennem kuraterede koncepter og iscenesættelser. Vi producerer opera og arbejder for at bringe internationale nyklassikere til Danmark. Vi producerer koncerter og festivaler i samarbejde med andre kunstnere og organisationer. Vi skaber og engagerer os i inkluderende fællesskaber gennem musikken. Og vi bidrager til en mere bæredygtig branche for ny opera og klassisk musik.
Alt dette gør vi, fordi vi tror på at den iscenesatte og historiefortællende musik kan noget helt særligt - og igennem værkerne sigter vi mod at give publikum indsigt i og empati for verdner og perspektiver, som de ikke regnede med at møde i opera og klassisk musik.
Vi skaber nye måder at opleve klassisk musik og opera på – formater, hvor kunstnerisk kvalitet, relevans og nærvær går hånd i hånd. Vores produktioner bygger på nyskrevet musik, aktuelle tematikker og samskabelse med unge og nye publikumsgrupper. Gennem koncerter, opera, signaturevents og interaktive formater undersøger vi, hvordan klassisk musik kan få en levende plads i nutiden.
Kind Of Opera er både et kunstnerisk laboratorium og en platform for samarbejder på tværs af genrer, scener og samfundslag. Vi arbejder strategisk for at nå nye generationer af publikum, blandt andet gennem co-produktioner, partnerskaber og formidling i øjenhøjde. Med afsæt i stærke fortællinger og professionel kunstnerisk iscenesættelse skaber vi rum for refleksion, fællesskab og forandring.
Vores historie
Kind Of Opera blev grundlagt i 2016 af instruktør Selma Mongelard, der fungerede som kunstnerisk leder frem til 2024. Under hendes ledelse etablerede kompagniet sig som en markant aktør inden for musikdramatik. En af de mest skelsættende produktioner var "Orfeus", hvor scenograf Irene Hougaards visuelle visioner og Trine Heides indtræden som producent bidrog til at positionere Kind Of Opera som en ny spiller på den frie musikdramatiske scene.
Selma Mongelard instruerede alle kompagniets forestillinger frem til 2024 og satte en klar retning ved at bringe internationale nyklassikere til Danmark. Hun fokuserede på at fortælle historier, der ikke blev præsenteret på landets store operascener, og udfordrede dermed de traditionelle rammer for opera og klassisk musik gennem kuraterede koncepter og iscenesættelser.
I 2024 overtog Trine Heide rollen som kunstnerisk leder og producent. Med sin baggrund som cand.mag. i moderne kultur fra Københavns Universitet og erfaring inden for kulturproduktion har hun bragt nye perspektiver til kompagniet. Under hendes ledelse har Kind Of Opera udvidet sine samarbejder på tværs af kunstnere, aktører og kompagnier med en stærk vision om at åbne den klassiske musik og opera op for nye publikumsgrupper.
Kind Of Opera er et kompagni med store ambitioner for fremtiden. Gennem innovative produktioner, iscenesatte koncerter og tværæstetiske projekter arbejder vi for at åbne operaens verden og gøre både ny og gammel musik relevant i en moderne kontekst. Vi skaber nære, menneskelige fortællinger fremfor store heltescener og fokuserer på samtidens dagsordener.
Det er afgørende, at den danske operascene begynder at se mere til udlandet og de komponister, som stormer frem der. Hvis vi lukker os om os selv, går vi glip af fantastiske værker, som er i en liga, vi endnu ikke har set herhjemme, når det gælder en ny generations opera.
Ledelse & bestyrelse
Trine Heide (f. 1992) er kreativ producent og kunstnerisk leder af operakompagniet. Trine er kandidat fra Københavns Universitet i Moderne Kultur og Kulturformidling, og har i 2021-22 gennemført en MBA med speciale i kulturledelse på Paris School of Business og IESA Arts&Culture. Trine har mange års erfaring med projektledelse af festivaler, koncerter og formidlingsprojekter fra Danmarks Radio, Theatre of Voices, Roskilde Domkirke, Copenhagen Opera Festival, Gimle og Roskilde Festival, samt i egen konsulentvirksomhed Culture Conduct.
Bestyrelsen i Kind Of Opera er strategisk sammensat af nogle af Danmarks mest vidende, ambitiøse og dygtige kulturelskere, som alle brænder for at understøtte Kind Of Operas visioner og fremtidige udvikling. Bestyrelsesformanden Lise Benthin Præstgaard er presseansvarlig på Kgl Teater i Skuespilhuset, og tidligere kulturjournalist hos bl.a. Dagbladet Information, Den Korte Radioavis og har desuden et bankende hjerte for scenekunstens mange former. Næstformand i bestyrelsen er Anne-Louise Sommer, har som direktør på Designmuseum Danmark en spidskompetence i organisationsudvikling, og forsker desuden i design og arkitektur. Som kasserer i bestyrelsen sidder digital ekspert og kulturformidler Katrine K. Pedersen, der tidligere har været head of education på kunstmuseet Arken. Katrine har en unik indsigt i fremtidens platforme og formidlingsmetoder, og sammen med Lise og Anne-Louise bidrager bestyrelsen med strategiske indsigter, viden og netværk i KOO.
Kontakt
Trine Heide
Kunstnerisk leder
trine@kindofopera.dk
+45 50 90 05 04